Sådan gør du: Rengøring af toilet

Rengøring af toilet fyldt med kalk

I artiklen her, vil vi se på hvordan du lettest og mest effektivt gør din toiletkumme ren. Guiden er opdelt i en sektion til helt almindelig rengøring af toiletter, og så en sektion, hvor vi ser på hvordan gør dit toilet rent, hvis det er særlig hårdt ramt af kalk og snavs. Sidst men ikke mindst, ser vi på mange af de “gode råd” og husmortips som er i tilknytning til rengøring af toiletter, og om de i virkeligheden er så gode som man umiddelbart skulle tro.

Almindelig rengøring af toilet

Når du gør rent, skal du starte med at rengøre de mindst beskidte overflader i det rum du gør rent, for så at slutte af med at rengøre de mest beskidte genstande i rummet. I praksis betyder det, at du på bareværelset typisk vil starte med at gøre spejl, vask og brusekabine rent først, for så at slutte af med at gøre selve toiletkummen ren. På denne måde undgår du at sprede bakterier fra dit toilet, til andre områder på det badeværelse. Til allersidst vil man typisk slutte af med at vaske gulvet på badeværelset.

Det er dog klogt at påføre WC-rens i sin toiletkumme, som det første når man gør badeværelset rent. Det tager nemlig 10-15 minutter, hvis toiletrensen skal virke optimalt, hvorved at du lige så godt kan udnytte denne tid med anden rengøring. Når spejl, vask, armaturer og bruseniche er rengjort, tager du fat i din toiletbørste, og børster grundigt i kummen. Herefter er det tid til at ordne toilettets yderside, skylleknap og bræt. Dette gøres bedst med en opblanding bestående af lunkent vand og universalrengøringsmiddel. Rengøringsvandet kan påføres enten med en microfiberklud, eller alternativt en ridsefri rengøringssvamp (eksempelvis 3M Scotch Brite eller Vileda Pur Active).

Fjernelse af mørke rander/stiber i toilettet

Uheldigvis er det ikke altid, at man kan nøjes med en let rengøring af toiletkummen, som beskrevet ovenfor. Toiletter som ikke benyttes så ofte, samt toiletter hvor der løber vand ned langs siderne, kan nemlig få mørke rander fra kalk, rust og okker. Disse mørke striber ses ligeledes, hvis der i en periode ikke jævnligt har været benyttet toiletrens i toilettet. Stiberne er ofte orange, brune eller sorte, og kan komme både på kummens bagkant, parallelt med vandspejlet, samt nede under vandspejlet, i kroge som toiletbørste og kalkfjerner ikke kommer forbi.

Der findes et utal af løsninger på problemet her, som præsenteres på nettet. Vi vil derfor starte ud med at præsentere de rekvisitter som vi umiddelbart anbefaler, for så til slut at kigge på nogle af de mest delte husmortips på nettet.

Vores anbefaling: rengøring med WC-rens, fortykket afkalker og toiletsten

Den klart letteste og mest effektive måde at komme mørke striber i toilettet til livs, er at gøre brug af fortykkede afkalkningsprodukter, samt en såkaldt toiletsten. Med metoden her kan du nemlig fjerne selv svære kalkbelægninger, foruden at du kan gøre det på en let måde. Dette bevirker således at du slipper for at fore hele dit toilet med toiletpapir, og/eller at bruge et kalkfjerningsmiddel som har en relativ lang virkningstid.

Til dette skal bruges:

  • Toiletbørste
  • En toiletsten med håndtag (også kendt som pumice sten, toilettryllestav, pimpsten, lavasten mf.)
  • Effektiv WC-rens
  • Fortykket afkalker (eksempelvis HUMA Kalkfjerner Plus)
  • Evt. sprayhovede til kalkfjerner
  • Gummihandsker

Toiletsten, WC-rens, Kalkfjerner Plus og sprayhoved kan købes i en samlet pakke her.

Video: Sådan gør du

 

Fremgangsmåde:

  1. Start med at tømme toilettet for vand. Dette er nødvendigt, hvis vi rigtigt skal have toiletrens og kalkfjerner til at virke mod den kalk, som er fra vandspejlet og nedefter. Vandstanden reduceres ved at skubbe vandet ud af vandlåsen, ved hjælp af toiletbørsten
  2. Påfør toiletrens overalt i kummen, herunder også oppe under toilettets kant. Lad toiletrensen virke i op til 15 minutter, og skrub herefter grundigt. Skyld ud og tøm kummen for vand igen
  3. Påfør kalkfjerner på de områder hvor der ses tydelig kalk. Skrub med WC-børsten, og påfør yderligere kalkfjerner, indtil at der ikke umiddelbart opløses mere kalk med denne metode. Skyl ud således at der igen kommer vand i kummen
  4. Fugt toiletstenen i vandet, og begynd at skrubbe på kummens overflade. Toiletstenen skal konstant være fugtig under brug.

Hvorfor er metoden her optimal?

Ovenstående metode, kan fjerne selv svære belægninger af kalk og okker – noget som ikke er tilfældet med størstedelen af metoderne herunder. Kombinationen af WC-rens, ekstra stærk kalkfjerner samt en naturlig slibepasta i form af den våde toiletsten, kan derfor udrette små mirakler. Udover at metoden er uhyre virksom, er det hele også hurtigt overstået. Således kan du rengøre et toilet på under en halv time, ved hjælp af denne metode. Dette betyder at du slipper helt for at fore toilettet med toiletpapir, da al kemi er fortykket, og dermed kan blive hængende i kummen. Kemien skal heller ikke have lov at virke i timevis, hvilket gør at du hurtigt kan bruge toilettet igen. Dette er især praktisk for dig som udelukkende har et enkelt toilet i hjemmet.

Er metoden sikker?

Mange spørger sig selv, om toiletstenen ikke ridser deres toilet. Svaret hertil, er at toiletstenen er helt ufarlig, hvis den blot benyttes korrekt. Dette indbefatter at stenen altid skal benyttes våd. Derudover er toilettryllestenen kun velegnet til lejlighedsvis rengøring, og bør derfor ikke benyttes hver gang toilettet rengøres. Sidst men ikke mindst, har visse toiletter med farvet glasur (eksempelvis visse blå og grønne toiletter) en meget sart overflade. Har du således ikke et normalt hvidt toilet, kan det betale sig at teste såvel kalkfjerner som toiletsten, et lille ikke-synligt sted, før hele toilettet behandles.

Rengøring af toilet med Cola: Meget sodavand, herunder cola, har en lav pH-værdi, og er dermed surt. Da syre har en kalkfjernende effekt, vil cola rent faktisk kunne hjælpe til at fjerne kalk i dit toilet. cola er dog dyrt at rengøre med, set i forhold til koncentreret rengøringsmiddel såsom toiletrens. Som en bieffekt, vil du tilføre dog næring til mikroorganismerne i toiletkummen, gennem sukkeret i colaen. Da cola ikke er tyktflydende, kan du heller ikke umiddelbart fjerne kalk på lodrette flader. Vælger du at rengøre dit toilet med cola, er du derfor nød til at fore hele toiletkummen indvendigt med toiletpapir. Sidst men ikke mindst, er pH værdien i cola ofte højere end i toiletrens og kalkfjerner, hvilket gøre kalkfjerningseffekten mindre end i disse produkter. Det kan derfor ikke anbefales at rengøre sit toilet med cola.

Rengøring af toilet med Klorin: Klorin kan desinficere og blege, men ikke fjerne kalk. Klorin er derfor uegnet som afkalker i dit toilet, da du udelukkende vil fjerne bakterier og eventuelle misfarvninger, men ikke kalket i dit toilet. Mørke striber i toilettet opstår, når okker fra dit vand og bakterier sætter sig på dit toilets kalkbelægninger. Har du derfor afbleget dit toilet med klorin, vil der ikke gå lang tid før at de mørke rander igen kommer tilbage i toilettet. Desuden er klorin ikke tyktflydende, hvilket gør at produktet ikke uden videre kan anvendes på lodrette flader. Sidst men ikke mindst har Klorin den ulempe, at produktet er skadeligt over for vandmiljøet. Det kan derfor ikke anbefales at rengøre sit toilet med Klorin.

Husk at du aldrig må blande klorin med WC-rens, kalkfjerner eller anden syreholdig kemi, da dette kan medføre at der udvikles farlig gas.

Rengøring af toilet med Eddike: Almindelig lagereddike (5%) har en pH-værdi på ca. 3, og har en hvis kalkfjernende effekt. Afkalkning med almindelig eddike kræver dog en lang virkningstid, foruden at husholdningseddike udelukkende kan fjerne lette kalkbelægninger. Da eddike ikke er tyktflydende, kan det ikke bruges direkte på lodrette flader. Ønsker du at gøre emaljen over toilettets vandspejl rent, er du derfor nødsaget til at fore toilettet med toiletpapir. Bemærk at en lang virketid vil betyde, at toilettet ikke kan bruges så længe at behandlingen står på. Dette gør kalkfjerning med eddike til et dårligt valg, i husstande med blot ét enkelt toilet. Alt i alt gør det, at rengøring af toilettet med eddike ikke er det foretrukne valg.

Rengøring af toilet med Opvasketabs: En af hovedfunktionerne i opvasketabs, er at opløse kalk og magnesium i det vand som din opvaskemaskine skal bruge. Det er derfor også korrekt, at opvasketabs kan have en hvis afkalkende og rengørende effekt, hvis du lader en opvasketab ligge i dit toilet natten over. Afkalkning kan dog kun ske under toilettets vandspejl, hvorved at lodrette flader ikke kan renses med denne metode. Rengøring af toilettet med opvasketabs, kan derfor ikke anbefales hvis du vil gøre lodrette flader rent.

Rengøring af toilet med Saltsyre eller Eddikesyre: Rengøring af toilettet med koncentreret syre, har en væsentlig lavere virkningstid, sammenlignet med eksempelvis rengøring med husholdningseddike. Dog kan både saltsyre og eddikesyre medføre lugtgener, som ikke ses i samme grad som ved brug af husholdningseddike. Hverken saltsyre eller eddikesyre er fortykket, hvilket gør at det ikke kan bruges direkte på lodrette flader over toilettets vandspejl. Virkningen af begge syrer er fejler derfor ikke noget, men produktet er ikke særlig praktisk at anvende.

Rengøring af toilet med Citronsyre: Hvis du blander citronsyre op med vand, får du en effektiv kalkfjerner som både er lugtfri og blandt de mest miljøvenlige afkalkningsmidler. Eneste ulempe ved citronsyre, er således at du selv skal blande produktet op, og at blandingen ikke kan bruges direkte på lodrette flader. Kan du derfor godt overskue at lave syreblandingen, samt fore dit toilet med toiletpapir, er citronsyre et ganske udemærket afkalkningsmiddel.

Rengøring af toilet med “Minuskalk Afkalker” eller “Kalk Væk Bad: Produkterne her kommer i brugsopløsning, og består af forskellige syrer herunder citronsyre. Hverken Minuskalk eller Kalk Væk Bad har derfor ikke nær de samme lugtgener, som ved brug af eddike- eller saltsyre. Produkterne er dog ikke tyktflydende, og kan derfor ikke benyttes direkte på den del af toilettets overflade, som er over vandspejlet. Alt i alt er “Minuskalk Afkalker” og “Kalk Væk Bad”, udmærkede valg til afkalkningsformål – især hvis du i forvejen har produkterne derhjemme.

by Emil Blücher

Emil er tidligere partner i et større københavnsk rengøringsfirma, og driver HUMA den dag i dag.